Nakkesmerter
Nakkesmerter er smerter eller ubehag lokaliseret i området fra undersiden af kraniet til den øverste del af skulderpartiet. De kan opstå gradvist eller pludseligt, og smerterne kan variere fra lette til meget stærke. I nogle tilfælde vil nakkesmerter ledsages af udstråling til skuldre og arme eller hovedpine.
Nakkesmerter er meget almindelige, og opleves af størstedelen af os i løbet af livet. Hos de fleste påvirker nakkesmerterne dog ikke deres daglige aktiviteter.
Der er ofte ikke en entydig årsag til dine nakkesmerter, da der findes rigtig mange små strukturer i nakkeregionen. Smerterne kaldes ofte uspecifikke, mekaniske eller funktionsbetingede. De begreber man ofte møder er, hold i nakken, myoser, muskulær instabilitet og ledlåsning.
Årsager kan være mange og en kombination, men de hyppigste årsager er:
Spændte og stramme muskler.
er en af de hyppigste årsager til nakkesmerter og skyldes gerne arbejdsbelastning, stress eller psykisk/social belastning eller synsproblemer. Man har uklare, brændende smerter. Smerterne sidder i begge sider af nakken og skuldrene, ofte ledsaget af diffus hovedpine
Manglende bevægelighed i et eller flere af nakkens led
er også almindeligt og kan skyldes slid i halshvirvelsøjlen eller et forbigående hold i nakken. Stramme muskler kan også give en fornemmelse af nedsat bevægelighed. Man har diffuse, brændende smerter. Smerterne sidder oftest i begge sider af nakken og skuldrene, ofte ledsaget af diffus hovedpine. Smerten stråler ofte mere ud til den ene side end den anden, og man har nedsat bevægelighed af nakken.
Nakkehovedpine.
Årsagen er nedsat bevægelighed i et eller flere af leddene mellem halshvirvlerne, Man får typisk ensidig nakkehovedpine uden sideskifte af smerten Smerten stråler fra nakken frem over hovedet til tindingen og panden. Man kan have smerter i samme sides skulder og arm.
Discusprolabs i nakken.
Årsagen er en udposning af mellemskiven (discus) som trykker på nerverne i nakken. Symptomerne kan opstå akut eller langsomt med gradvist indsættende symptomer. Kan give udstrålende smerter, følelsesløshed og prikken ud i hænderne. I slemme tilfælde kan man også få kraftnedsættelse i arm og/eller hånd.
Piskesmæld.
Ofte oplever man piskesmæld i forbindelse med at blive påkørt bagfra i bil, men det kan også opstå i andre situationer eksempelvis ved kontaktsport, rideulykker eller styrt på ski. Symptomerne opstår når kroppen forskydes frem i forhold til hovedet og hovedet derefter skydes frem foran kroppen lige som en pisk. Nakken kommer herved i yderstilling under høj acceleration. Man ved ikke, hvad der er årsag til smerterne, da røntgen og skanning som regel ikke kan påvise skader. Men man mener at smerterne kommer af småskader i ledbånd og nerver.
Derimod ved man at man øger sin risiko for følgeskader, hvis man psykisk presset inden uheldet. Når du søger behandling hos Hasselager Fysioterapi får du hjælp til at håndtere dine smerter i nakken og vejledning i træning . Som udgangspunkt kan man ikke forvente smertefrihed, men reduktion af smerter og et højere funktionsniveau hvor du kan leve med smerterne.
Slidgigt.
Årsag er slidforandringer i halshvirvlerne. Dette ses hyppigst hos ældre mennesker. Symptomerne er typisk nakkestivhed og nedsat aktiv og passiv bevægelighed ved alle nakkebevægelser. Giver i sig selv ofte ingen eller kun moderate gener i form af “dumpe” smerter i nakken med udstråling til skuldrene og øvre del af armene.
Skuldersmerter.
Hvis man har en dårlig skulder og skuldersmerter kan det ofte give afledte smerter i nakken da nogle af skulderens muskler hæfter i og omkring nakken. Læs mere om skuldersmerter her
Behandling af nakkesmerter hos Hasselager Fysioterapi:
Hvis du oplever nakke- og skuldersmerter kan det være en hjælp for dig at kontakte en fysioterapeut. Hos Hasselager Fysioterapi laver vi en grundig undersøgelse af din nakke og hjælper dig med at vurdere om du har for ensformige arbejdsstillinger, dårlig holdning eller om der er andre faktorer der kan medvirke til at du har ondt i nakken.
Derudover er det ofte en hjælp med manuel behandling i form af mobilitetsbehandling, massage og vejledning i relevante øvelser for nakken så du kan hjælpe dig selv.
Har du nakkesmerter, kan vi hjælpe dig. Hasselager Fysioterapi er beliggende i det sydlige Aarhus, tæt på Viby, Tranbjerg og Stavtrup. Bus 1 A går lige til døren og vi har gratis parkering. Derudover har vi attraktive åbningstider med aftenåben til kl. 21 flere gange om ugen.